• Svensk opkøb banker Matas' omsætning i vejret

    Source: BDK Finans / 02 Feb 2024 01:27:10   America/Chicago

    Købet af den svenske kosmetikkæde Kicks ser ud til at bære frugt for Matas Group. Selskabet har fredag aflagt regnskab for årets sidste kvartal, der indeholder tal for julehandlen. De viser - blandt andet takket være bidraget fra Kicks - rekordhøj omsætning på 2,5 milliarder kroner, hvilket er tæt på at være en fordobling i forhold til samme periode i 2022. Dertil kommer et overskud, der med 163 millioner kroner også lægger lidt til i forhold til sammenligningskvartalet. - Matas og Kicks' første jul som ét nordisk selskab var en klippefast succes. - På trods af makroøkonomisk usikkerhed og igangværende integrationsarbejde eksekverede gruppen fejlfrit, øgede salget på alle markeder og kanaler og forbedrede den underliggende indtjening, lyder skudsmålet fra administrerende direktør Gregers Wedell-Wedellsborg. De gode resultater betyder, at Matas nu tror på en lidt højere omsætning end tidligere udmeldt, når boet efter det skæve regnskabsår 2023/24 skal gøres op om tre måneder. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/svensk-opkoeb-banker-matas-omsaetning-i-vejret
Share on,